WeBible

1 - I Kong Belsazzars tredje Regeringsaar viste der sig et Syn for mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for mig.

2 - Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen Susan i Landskabet Elam; og jeg saa mig i Synet staaende ved Floden Ulaj.

3 - Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Væder stod ved Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet, og det største skød op sidst.

4 - Jeg saa Væderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde modstaa den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad den vilde, og blev mægtig.

5 - Videre saa jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et anseligt Horn i Panden.

6 - Den kom hen til den tvehornede Væder, som jeg havde set staa ved Floden, og løb imod den med ubændig Kraft;

7 - og jeg saa, hvorledes den, da den naaede Væderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens Horn; og Væderen havde ikke Kraft til at modstaa den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede paa den, og ingen reddede Væderen af dens Vold.

8 - Derpaa blev Gedebukken saare mægtig; men som den var allermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.

9 - Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det voksede umaadeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land;

10 - og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede paa dem.

11 - Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.

12 - Og paa Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning; Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad det gjorde.

13 - Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: »Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og Hæren nedtrampes?«

14 - Han svarede: »2300 Aftener og Morgener; saa skal Helligdommen komme til sin Ret igen!«

15 - Medens jeg, Daniel, nu saa Synet og søgte at forstaa det, se, da stod der for mig en som en Mand at se til,

16 - og jeg hørte en menneskelig Røst raabe over Ulaj: »Gabriel, udlæg ham Synet!«

17 - Saa kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg overvældet af Rædsel og faldt paa mit Ansigt. Og han sagde til mig: »Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!«

18 - Medens han talede med mig, laa jeg bedøvet med Ansigtet mod Jorden; men han rørte ved mig og fik mig paa Benene

19 - og sagde: »Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid.

20 - Den tvehornede Væder, du saa, er Kongerne af Medien og Persien,

21 - den laadne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens Pande er den første Konge.

22 - At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet, betyder, at fire Riger skal fremstaa af hans Folk, dog uden hans Kraft.

23 - Men i deres Herredømmes sidste Tid, naar Overtrædelserne har gjort Maalet fuldt, skal en fræk og rænkefuld Konge fremstaa.

24 - Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine Raad og ødelægge mægtige Mænd.

25 - Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Raad skal lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse sig, men saa skal han knuses, dog ikke ved Menneskehaand.

26 - Synet om Aftenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern Fremtid.«

27 - Men jeg, Daniel, laa syg en Tid lang; saa stod jeg op og udførte min Gerning i Kongens Tjeneste. Jeg var rædselslagen over Synet og forstod det ikke.